Om mig & mine hunde

IMG_2949Mit navn er Signe Fenja Edlund, jeg er uddannet eksamineret instruktør og arbejder med hunde og mennesker! Hunde har altid haft en stor plads i mit liv & hjerte, fra temperamentsfulde små terriere over den godmodigste labblanding til vilde gadehunde.

Jeg har et soft spot for “umulige” hunde og er af den overbevisning, at der findes en stjerne i alle hunde, det gælder “bare” om at finde motivationen og bygge tillid og samarbejde op mellem hund & menneske. Hunde er fantastiske – og de kan lære os så meget om, at leve i nu’et!

Udover at drive Aktive poter, så er jeg dyrepasser-afløser og frivillig træner ude hos Dyreværnet. I en årrække har jeg arbejdet frivilligt med portugisiske gadehunde, både på et stort internat i Portugal og med at formidle hunde til nye hjem i DK. I 2012 etablerede jeg en dansk afdeling af Dogs of Portugal (et netværk der redder gadehunde) og driver, i samarbejde med et lille team, fortsat denne på frivillig basis.

Gida på toppenMine nuværende 4 hunde, er alle tidligere gadehunde fra Portugal. De har barske historier bag sig, men har udviklet sig helt utroligt siden de kom hertil – og de har lært mig uendeligt meget.

Gida, der er en portugisisk hyrdeblanding, fik jeg i 2009, da hun var til omplacering efter 6 stressede måneder i Dk. Hun er idag min klikkerkloge, primære “træningshund”, der kan en hel masse! I 2010 tog jeg til Portugal som frivillig på det internat, Gida oprindeligt kom fra – for at se hvad hun kom fra.              Bimse

… Og endte med at tage Nemi til mig vel vidende, at hun ville blive en “projekthund”; en voksen gadehund, som havde tilbragt 2 år i lænke på et elendigt portugisisk internat.

En sky, skræmt hund med mange dårlige erfaringer, grænseløst jagtinstinkt og reaktiv adfærd, der krævede tålmodighed og intensiv, positiv træning (BAT – Behavior Adjustment Training) at slippe af med – hun er idag en helt anden, selvstændig og tryg hund.

TigerdyretI 2015 fik jeg dejlige bulldozervovse Dino (Castro laboreiro blanding, en portugisisk gårdvogter race) fra Cantinho da Milu, det fantastiske internat, som vi i Dogs of Portugal samarbejder med.

Han er en meget entusiastisk turbohund som jeg træner en hel del selvkontrol med, og forskellige former for aktivering hvor han får fokuseret sin energi!

og sidst men ikke mindst har jeg Nora, som blev indfanget på gaden og tilbragte 3 år på internat i Portugal.

Nora & SigneHun var så sky, at ingen kunne røre hende, og havde åbenlyst tidligere fået en masse tæsk. Med Nora handlede det primært om, at opbygge tillid til mennesker. Hun er blevet en meget glad og bubbly hund overfor de mennesker, hun kender, og går på opdagelse i den store verden.

Mine hunde er med i de små træningsvideoer, som man som kursist hos Aktive poter får adgang til.