Alene hjemme træning

anna-med-ninaHunde er familiegruppedyr og de trives bare bedst når de er sammen med deres familie! Men at blive efterladt alene ind imellem er et grundvilkår for de fleste familiehunde, så det er vigtigt, at man træner “alene hjemme” på en hensynsfuld måde. Det har SÅ stor betydning, at man ikke går for hurtigt frem i den her træning! Hvis man træner trinvis, og går kun videre i processen når hunden er helt rolig på det nuværende niveau, lærer hunden at være tryg ved at være alene. Presser man for meget på, så risikerer man at blive sat tilbage til start og kan ende med en hund der er stresset og ulykkelig.

Punkt 1 : Hunden skal være tryg i de omgivelser, den efterlades alene i. Uanset, om det er en lille hvalp eller en voksen hund, man får hjem, så kan man ikke begynde at træne noget som helst, før hunden er tryg i de nye omgivelser. Mange hunde følger deres mennesker som en lille skygge, så længe de er usikre og ved at finde sig til rette. Når hunden er afslappet og man kan forlade et rum og vende tilbage igen, uden at den bliver urolig, kan man lige så stille og roligt starte med at træne.

Dino bekymretFørste trin er, at gå ind i et tilstødende rum, lukke døren og “være væk” et par sekunder.

Gå ind til hunden igen og fortsæt som om det ikke var noget særligt. Skulle hunden være blevet urolig på den anden side af døren, og fx piver, så “besvar” ikke adfærden ved at sige noget. Afvent i stedet det splitsekund hunden er stille og gå roligt ind til den igen.

Selvom hunden kommer dig i møde eller står og venter lige på den anden side af døren du forsvandt ud af, skal du bare fortsætte med at bevæge dig rundt i hjemmet som normalt – hverken ignorere hunden eller pylre om den, men snakke roligt til den og på den måde understøtte, at der ikke er noget mærkeligt eller bekymrende ved, at du var væk et øjeblik.

Hvis du kan se, at hunden er tryg ved det, så gentag “forlad rummet” mange gange, indtil hunden ikke tager mindste notits af det. Når hunden er helt afslappet i den her sammenhæng (og fx bare bliver liggende i kurven mens du forlader rummet) kan du gå videre til næste trin, ved at være væk i et par minutter, gå ind i forskellige rum og lukke døren lidt, og arbejde dig hen til hoveddøren. Træn kort tid – en enkelt eller to gange (a 5-10 minutter) om dagen, ikke mere, henover en uges tid.

Når du kan gå ud af hoveddøren, og kan efterlade en rolig hund, kan du lige så forsigtigt udvide det tidsrum, hvor hunden er alene. Gør træningen så realistisk som muligt, ved at du tager jakke på og pakker dine ting, inden du går ud af døren, så det ikke lige pludselig ser anderledes ud end i hverdagen end da I trænede.

Nemi chillerDet er meget individuelt, hvor hurtigt man kan trappe tidsrummet op. Bliver hunden utryg, fx løber rundt og leder, ligger og venter ved hoveddøren, bider ting i stykker, piver/gør, tisser, eller reagerer på anden måde stresset, så gå flere trin tilbage i processen indtil hunden er tryg på det niveau, før du går videre. Jeg kan klart anbefale at filme hunden, ved at man placerer sit kamera/tlf, så man får et overbliksbillede (og lyd!) af, hvordan hunden reagerer når man forlader den. Det har jeg gjort med alle mine hunde, og det gør det lettere at tilpasse træningen undervejs.

Jeg har også gode erfaringer med, at have en helt fast “gå ud af døren rutine”, hvilket inkluderer et signal til, at nu skal hunden være alene lidt. Der florerer stadig en del anbefalinger om, at man skal vænne hunden til, at man “bare forsvinder” nogen gange – det synes jeg skaber utryghed og uforudsigelighed for hunden, der så bliver ekstra opmærksom på at holde øje med sine mennesker. I stedet kan man sige “vi ses om lidt”, vinke eller lignende (hold det kort og positivt), give en lækker snack og gå. Efter få gentagelser er hunden klar over, hvad det betyder. Mange hunde er i øvrigt lynhurtige til at lære ens rutiner at kende og ved, hvornår man er på vej ud af døren.

Det ideelle er, at hunden bruger tiden på at sove, mens den er alene. Sørg for, at hunden er grundigt luftet og selvfølgelig at den har været “på toilet”, og er faldet til ro, inden du går.

FullSizeRender (9)Giv gerne hunden en snack, den kan bruge tid på (fx en aktivitetsbold med godbidder i, et fyldt marvben, en toiletrulle – midten, af pap – foldet ind i enderne og med en godbid gemt indeni, eller lignende) Det medvirker også til at hunden oplever at det er helt ok at du går.

Ingen kan lide at blive efterladt i mørke og stilhed! Hav lys tændt og stil radioen så der er lidt baggrundssnak.

Mange hunde er glade for at ligge i vinduet og følge med i, hvad der sker udenfor, mens de er alene. De fleste hunde slapper af og sover mens de er alene, så de er fulde af energi og klar til en god tur når man er hjemme igen!

Hunde, der er alene hjemme for meget, reagerer ofte med enten at udvise destruktiv adfærd eller at blive passive og opgivende. Dyrenes Beskyttelse anbefaler, at en hund max. efterlades alene i 5 timer, og det synes jeg er fornuftigt, udfra det perspektiv, at hunden har bedst af at være mest muligt sammen med sine mennesker, og ikke mindst at hunden har brug for at komme ud og tisse, blive aktiveret, nusset, leget med og stimuleret.

I en travl hverdag kan det være en god idé, at tænke kreativt for at få det til at hænge sammen – det kunne være forskudte arbejdstider, hjemmearbejde, mulighed for at have hunden med på arbejdspladsen, dagpasning hos “bedste” eller hos “hundevenner”, assistance fra en hundelufter, at slå sig sammen med et andet hundehjem så hundene er alene sammen… der er mange muligheder for at give hunden en god hverdag selvom man også skal passe sit arbejde.